Da min præsentation endte i katastrofe

Jeg var lykkelig, da jeg i sin tid fik tilbudt jobbet som medværtinde på TV3's "Knald eller Fald". Længe havde jeg drømt om at lave TV, og jeg var i mit absolutte es, da Anders Frandsen og jeg for første gang sammen skulle indtage scenen på Nordisk Film i Valby, hvor optagelserne fandt sted. Hvad jeg til gengæld ikke var forberedt på var, at salen var proppet med mennesker. Ikke blot var det TV-optræden foran et kamerahold og de medvirkende, der ventede mig; i hundredevis af mennesker deltog som publikum, og de forventede - også når kameraerne var slukkede, at værterne var "på" med underholdning på forskellig vis.

Anders gjorde det godt og var tydeligt scenevant, jeg selv kunne have kravlet i et musehul, da alles blikke faldt på mig. Jeg anede ganske enkelt ikke, hvad jeg skulle sige. Det var ikke et spørgsmål om, at ordene ikke kunne forlade min mund; der var ingen ord. Efter flere minutters dyb tavshed fandt jeg pludselig, midt i hele sceneriet, det hele så tragikomisk, at jeg begyndte at grine. Først grinede publikum med, men da jeg blev ved og ved og ved og bare ikke kunne stoppe igen, blev de lettere utålmodige. Bedre blev det ikke af, at jeg ej heller da optagelserne startede kunne stoppe. Og ja det sker for selv de bedste speakere, men fakta var, at jeg ikke anede, hvordan jeg skulle håndtere de mange mennesker. Jeg var skræmt fra vid og sans.

I mit hoved handlede det om, at jeg måtte bidrage med noget virkelig interessant, en viden de kunne tage med derfra og senere bruge til noget. En i sig selv god intention, men som jeg siden har erfaret, langt fra er det eneste, det handler om.

I dag ved jeg, det først og fremmest handler om at være til stede og at forstå, der er noget, som er langt vigtigere end selve budskabet. Det handler om at mærke sit publikum og lade dem mærke dig. Det handler om autencitet, at stå ved sig selv med de fejl og mangler, der end må være. Møder vi vores publikum med hjerterum og kærlighed, vil vi ligeså blive modtaget med kærlighed og en åbenhed, ligesom det modsatte vil være tilfældet. Publikum spejler os, ligesom vi spejles i mange andre situationer.

Jeg var dengang langt fra klar til ”bare” at være mig selv, som i virkeligheden var det eneste, der var forventet af mig. Men jeg erfarede, at jo mere jeg opgav tanken om at være perfekt og lod dem mærke mit hjerte, jo bedre gik det. Og 60 programmer nåede vi da, inden der skulle andre værter til.

Husk på, at ingen er som dig, så når du betræder scenekanten, omend det er privat eller arbejdsmæssigt så vær dig selv på bedste autentiske vis, og jeg vil forsikre dig for, at du vil røre dit publikum, som netop den du er.

I al' kærlighed Pia