En pinlig oplevelse der ændrede mit syn på mig selv

Salen var fyldt med mennesker, det var direkte TV, og jeg havde lige veloverstået et quiz program, hvor jeg som blondine skulle afkræfte alverdens blondineteorier ;-) Det gik heldigvis godt. - Det var i Italien, jeg boede i Milano og var udsendt for det dengang nystartede Unique Models i København. Jeg var den danske repræsentant ud af 10 udvalgte kvinder fra hele verden, der skulle arbejde for kanal 5 i Milano i en periode på et halvt år. Da showet var tæt på afslutningen, syntes tv-værten lige, at han ville trække mig helt frem til scenekanten for at give mig et ekstra bifald, idet jeg havde klaret det “over al’ forventning” (jeg er jo blondine). Alle klappede begejstret, lige indtil situationen pludselig vendte, og der var dyb tavshed.

Han syntes lige, jeg skulle have en sidste lille finurlighed, som jeg lige her ikke husker den korrekte ordlyd af. Men jeg husker til gengæld, at han, i forlængelse af en sætning om ting, der er sket i den store verden, siger: "det er fuldstændigt som da danskerne..." Inden han nærmest færdiggjorde sætningen, svarede jeg (på engelsk) "nåh ja, det er rigtigt, det kan jeg godt huske." Pointen er blot, at det kunne jeg ikke overhovedet. Jeg var blot her i sidste sekund, inden udsendelsen skulle stoppe bange for at tabe ansigt, og hvad de nu ville tænke om mig, hvis ikke jeg vidste noget om det, der for ham lød så simpelt.

Han selv stoppede brat op med sit store grin i få sekunder, og publikum var helt stille, som om man ventede på hans afgørelse. Og så kom den: "Pia, det var bare noget, jeg fandt på. Jeg tror ikke danskerne overhovedet var involveret i det." Og så grinede både han og publikum igen! Behøver jeg fortælle, at det var SÅ pinligt - på direkte TV og foran et gigantisk publikum.

Havde jeg blot valgt at svare, at det ikke var noget, jeg huskede, havde ingen formentlig taget notits af det. Men fordi jeg gjorde som om, jeg havde styr på det, idet jeg var bange for at tabe ansigt, smed jeg blot den sætning ud i æteren... Det har jeg lært af!

I dag ved jeg, at det at være autentisk og tro mod sig selv er noget af det absolut vigtigste. Jeg var langt fra tro mod mig selv, da jeg slyngede det ud, som jeg vitterligt ikke anede noget om. Jeg var blot bange for, om de mennesker der fulgte udsendelsen betragtede mig som "dum". Det havde været langt stærkere at være ærlig - at være mig selv med hele min autencitet og blot svare, at lige netop dét ikke var noget, jeg vidste noget om. Jeg havde ikke behøvet at bevæge mig over på de andres banehalvdel og bekymre mig om, om jeg nu var god nok. For i virkeligheden handler det blot om at være sig selv.

Jo mere autentiske vi er, og jo mere vi tør stå ved den vi er med den viden, vi har, jo mere respekt vil vi modtage fra vores omverden, og jo flere mennesker vil vi nå. Og ja, det kan der siges meget mere om, og det vil jeg formentlig tage op i endnu en blog. Men til alle I vidunderlige mennesker der sidder og læser med lige nu, må jeg sige, at I er lige netop så skønne, som I er, fordi I er præcist dem, I er med al' jeres autencitet. Alle unikke individer, som ingen lige har.

I al' kærlighed Pia