Jeg mistede synet, før jeg kunne se

Som ganske lille undrede jeg mig over, at der var så meget, jeg vidste om mennesker og fremtiden, andre endnu ikke var opmærksomme på. Det føltes, som kørte der en film af to omgange - først inde i mit hoved, dernæst i den verden vi alle kunne se.

Jeg følte mig anderledes og var bange for, om jeg mon var skør. Helt galt blev det, da jeg pludselig så mennesker, som var døde. Hvad ville familien ikke tro, hvis jeg talte om det. Længe, meget længe gik jeg med det for mig selv, indtil den dag min mor pludselig grædende fortalte, at min mormor nu havde det skidt igen. Igen vidste hun, at en i den nære omgangskreds skulle dø. Min mormor havde den særlige og samtidig triste evne at kunne lugte blomsterne på graven, når nogen tæt på skulle dø. En evne hun bestemt ikke var glad for, og som hun ikke var i stand til at lukke ned for.

Oplevelsen, der gennem årene gentog sig flere gange, gav anledning til mange gode snakke om dét at være synsk eller dét at have en meget veludviklet intuition. En evne det viste sig, ligger meget naturligt til kvinderne i vores familie.

I perioder af mit liv har det været svært at håndtere. Mange gange har jeg kontaktet mennesker i min nære omgangskreds for at fortælle dem, hvad de skulle tage sig i agt for eller være opmærksomme på. Jeg så ikke blot, hvad der ville ske i en given situation; jeg så dem også som mennesker langt ind i sjælen.

I dag ved jeg, hvor stor en gave det er, og at det er noget, der tilkommer os alle. Men dengang havde jeg brug for at lukke ned for de mange beskeder, fordi jeg oftest ikke vidste, hvordan jeg skulle håndtere dem. Var det min pligt at give beskederne videre, eller var det i virkeligheden grænseoverskridende at gøre det. Det der var tænkt som en ”god service”, faldt ikke altid heldigt ud hos modtageren, hvis ikke denne var parat til at agere på beskeden.

Det der var det interessante ved at lukke ned for intuitionen var, at jeg kom mere og mere ud af mit flow. Ved at skabe modstand mod noget, som lå så naturligt for mig, forsvandt alle tegnene omkring mig. Jeg stagnerede, gik i stå, og ego’et fik mere og mere plads. Jeg mistede troen på mig selv.

Da jeg under en meget stresset periode i mit liv pludselig mistede synet midt under en kørsel på motorvejen, fik jeg det største wake-up-call. Alt blev sort for mine øjne, og jeg så mig selv udefra siddende i bilen. Jeg anede ikke, om jeg levede eller var ved at dø. Efter lang tids kæmpen kom jeg tilbage til livet, og jeg var meget bevidst om, at jeg ved at ignorere min intuition, havde ignoreret min sjæl. Jeg havde alt for længe tyet til andres anerkendelse og som en marionetdukke gjort alt det, andre forventede af mig. Men jeg havde glemt mig selv. Selvkærligheden var forsvundet.

Det tog tid at komme tilbage på sporet igen, men i takt med at intuitionen fik plads, kom der gang i de højere vibrationer. Jeg genvandt troen på mig selv og fik den energi stillet til rådighed, jeg havde brug for.

Vi er alle klarseere og kan alle lære at ”se”, hvis blot vi åbner op for intuitionen og dermed for alvor connecter med vores hjerte og sjæl. Jo mere vi ser, jo mere flow og energi til at udleve alt det, vi sætter os for. Og ikke mindst jo mere glæde i vores hverdag.

Hvor ofte lytter du til din intuition?

Kærligst Pia