Mit første møde med Tony Robbins

Mit hjerte bankede, det var nu eller aldrig. Her stod han, Tony Robbins omgivet af et væld af vagter og samtidig min eneste mulighed for måske at opnå et interview med ham til min bog. Forinden havde jeg fået afslag fra alle i hans organisation. ”Tony er nødt til at sige fra, selvom dit projekt er unikt. Han bliver spurgt af mange hver dag World Wide. Men du er velkommen til at melde dig ind i hans Platin Group, hvor du kan få lejlighed til at tale med ham”. Det viste sig, at et sådant medlemskab i den mest skrabede udgave beløb sig til kr. 350.000. Det var for mig ikke lige modellen.

Så hvad gør man, når det virkelig er vigtigt, og alt synes umuligt. Man tager en dyb indånding, overskrider alle komfortzoner, tager modet i hånden og gør det, der skal til. Vil man det tilstrækkeligt, er dét at give op slet ikke en option.

Under eventens eneste pressekonference vælger jeg så at mase mig ind foran seks tusinde mennesker, ankommet fra hele verden, stiller mig op på et bord og fægter så ivrigt med armene, at han ikke kan undgå at se mig. Han pointerer, at det er arrangementets sidste spørgsmål, han vil besvare og INGEN fotos, bliver det udtrykkeligt sagt flere gange. En mand har kort forinden forsøgt at få et billede med ham på scenen, hvilket resulterede i, at han af flere vagter blev lagt ned og ført ud, mens Tony og hans smukke kone forsvandt ind bag forhænget på scenen.

Jeg kigger ham dybt i øjnene, holder blikket, og han nikker henvendt til mig. Og så fortæller jeg ham fra hjertet, hvor taknemmelig jeg er for at opleve ham til dette arrangement og modtage hans undervisning, og at jeg ikke er i tvivl om, at det er værktøjer, jeg vil benytte i mange sammenhænge. Jeg fortæller samtidig, at jeg er ved at skrive en bog, hvortil jeg har et dybt ønske om at opnå et lille interview med ham og ikke mindst et foto af os sammen. Og jeg slutter af med hans egne ord ”at man aldrig skal give op”.

Jeg holder vejret, mens han kigger på sine vagter, sin manager, sin kone og siger: ”Jeg kan se, det er meget vigtigt for dig; mine vagter følger dig ud bagved, så mødes vi der!”

I løbet af få sekunder bliver jeg kropsvisiteret og gennet ud på et tag omgivet af vagter, hvorefter Tony går mig i møde med hans kone ved sin side. Det absolut skønneste ved oplevelsen er at mærke, hvordan han udenfor den enorme menneskemængde pludselig slapper af og er sig selv. Vi får en rørende snak, jeg forærer ham en cd med skønne Monique Spartalis’ sange, og han takker fra hjertet med tårerne løbende ned af kinderne. En skøn sceance for os alle med forvisninger om, at vi vil bevare kontakten. Og ja et foto blev det også til, taget af hans underskønne kone, Sage Robbins.

Jeg kunne bestemt have valgt at give op, da det så aller mest vanskeligt ud, og afslagene, som Tony intet kendte til, væltede ned over mig. Det ville have været det absolut letteste. Fakta er blot, at for hver gang vi vælger at gå efter vores drømme og for alvor tager modet i hånden, så vokser vi i takt med modet, og næste gang vi skal udføre et vanskeligt projekt, bliver det lidt lettere, fordi vi allerede har været der.