Mit møde med Janet Attwood - et unikt hjertemenneske
Et uforglemmeligt og meget hjertegribende møde blev det med Janet Bray Attwood, da jeg skulle interviewe hende. Janet følte sig ikke klar og havde forinden tænkt sig at udsætte, men hun valgte alligevel at møde op. Og da vi gik hinanden i møde, skete der noget magisk. Vi var begge meget rørte og mærkede straks hinandens hjerter og var forsikrede om, at vi ville blive veninder for livet. Også mine to døtre blev fanget af Janets hjertevarme, da hun omfavnede dem og bad om at få lov til at adoptere dem.
Det der skulle være et dybt seriøst interview blev også et kært møde mellem to kvinder, som bare havde lyst til at hyggesnakke og holde i hånd. Meget har siden bevæget mig omkring Janet, der med en fortid som stofmisbruger og med en dybt alkoholiseret mor har levet i en hverdag fyldt med sorg, frygt og magtesløshed. Meditation og The Passion Test blev hendes redning. Et unikt system, opfundet af Janet og hendes daværende mand Chris, der er med til at synliggøre din passion og hjælpe med på effektiv vis at udleve den.
Janet gik fra et liv på gaden, hvor hun ikke anede, om hun ville overleve den følgende dag til at udgive flere af New York Times Bestsellerbøger og dele scene med selveste Dalai Lama. Hun fandt sin passion og rejser i dag verden rundt med omdrejningspunktet at hjælpe mennesker med at genfinde deres autencitet og se, føle og leve deres passion.
Vi har alle brug for et lys at leve efter, noget at tro på, et mål, en passion, som driver os. Hvis ikke vi har det, er vi vores stærkeste tanker. Og udfordringen er her, at er disse tanker primært negative eller frygtsomme, så drænes vi for energi, bliver handlingslammede og går i værste fald i stå. Janet er et af mange beviser på, at vi alle kan lykkes med det, vi sætter os for. Og et rigtigt godt første step er at slippe alt det, der ikke nærer os. Når vi gør det, oplever vi samtidig, hvordan en stor del af frygten forsvinder. Vi åbner os og får langt mere energi og overskud til at leve vores passion.
Og så skal vi huske, at de mennesker vi møder er en refleksion af vores eget selv, så ønsker vi at møde åbne, hjertelige og hjælpsomme mennesker, er det det samme, vi selv må være. I takt med at vi giver, modtager vi alt det, vi har brug for.
Jeg sender hermed betingelsesløs kærlighed til alle Jer, der læser med her, fordi jeg af hjertet virkelig ønsker, I lykkes med at udleve Jeres passion, og at I holder fast i de mennesker, der nærer Jeres sjæl.
Kærligst Pia
Vil du vide mere om Janet Bray Attwood og måske endda tage hendes Passion Test online, så se med her:
http://www.thepassiontest.com/
Har du lyst til at se mit lille interview med Janet, optaget kort efter vores første møde, kan du se med på videoen lige her: