Udsætter du søvnen, kan alt ske

For nylig valgte en af mine kære venner at forlade dette jordiske liv. Han var træt, træt langt ind i knoglerne. Ikke fordi han var gammel, slet ikke. Desværre var han kun lidt ældre end mig. En kombination af fysisk træthed og ensomhed gjorde, at valget faldt på at ville herfra. Så tragisk at så skønt et menneske, som han var, ikke så anden mulighed. Og så magtesløs en situation for os, der er tilbage.

Noget, der virkelig fylder i mig her bagefter var hans behov for “bare” at få en god nats søvn, som han desværre sjældent fik. Vi talte og skrev en del sammen, og han var så taknemmelig for vores kommunikation; som han sagde: “så kan jeg lidt igen”. Og det han kunne var helt banalt at sove. Alt for længe havde han kørt på pumperne, haft travlt med alskens projekter og “sultet” sig selv på søvnen i en sådan grad, at han ikke længere vidste, hvordan han skulle håndtere den.

Ét er at finde roen til at sove og forsøge at lukke alt det ude af systemet, som trænger sig på. Noget andet er, at vores hjerne og krop virkelig har brug for netop søvnen til at reparere, justere og genopbygge. I tusindevis af processer finder sted, når vi sover; vores humør stabiliseres, stress behandles, vores væv repareres, balancen i hjernen genskabes, og vores immunsystem vedligeholdes. Vi har brug for vores søvn, og får vi ikke den, betaler vi en stor pris. Blodtrykket stiger, hjerterytmen intensiveres, vores glukosebalance forstyrres så vi tager på i vægt, og kortisol-niveauet forøges, som i værste fald fører til depression.

Min kære ven fik stort set ingen søvn, og livet så mere og mere sort ud, selvom han var elsket af mange. Når øjenene lukkede i, tog bekymringerne og ensomheden over. Han forsøgte at skabe et nyt indhold og var nogle timer om dagen høj på "det nye", men kløften mellem dét at ville livets mange muligheder og nattens tomhed blev desværre dybere og dybere.

Kære dig der læser med her, vi skylder os selv at være tro mod hjertet og leve kærligheden til os selv; gør vi det, er der sjældent plads til frygten. Vi skylder os selv at pakke livet ud, at bruge det og tage os godt af og rumme den lille ensomme sjæl, vi alle til tider huser i vores krop. Formår vi det, har roen langt lettere ved at indtage vores krop, når vi har behov for det.

I kærlighed, Pia <3